Om Idébutikken

Idébutikken er en netværksbutik; et kompetencefællesskab, hvor vi fokuserer på vidensdeling, sparring og gensidig inspiration gennem netværk. Her mødes vi på tværs af relationer for at arbejde med vores idéer.

Det kræver noget at føre en idé fra drømmefase til virkelighed, og som ny startup sidder du ikke altid med alle ressourcerne selv. Vi tilbyder et fleksibelt læringsrum, hvor der er plads til at bytte kompetencer. Og vi trækker på hinandens kræfter og får indspark både i hverdagen, gennem møder og ved spændende oplæg. Det giver en særlig fælles energi i arbejdet.

Idébutikken huser iværksættere, der har brug for et sted at arbejde med deres idé og virksomhed. Her er også plads til f.eks. studerende med behov for specialeplads for at føre deres kreative idé ud i livet eller til ledige, som vil arbejde seriøst og innovativt med deres jobsøgning. Alle er velkomne, her er ingen grænser, og vi tror på, at alt kan lade sig gøre.

Bare der er en idé!


Har du en idé?

Går du rundt med en idé, du gerne vil afprøve og gøre til virkelighed, så passer du måske lige ind hos os i Idébutikken. Her kan du give din indre iværksætter lov til at prøve projektet af i et kreativt arbejdsmiljø.

Idébutikken kan også bruges til oplæg, møder, events og til alle dine andre idéer for kreativ aktivitet og vidensdeling. Vi stiller rammerne til rådighed, så du kan dele og tilegne dig viden.

For mere om Idébutikken og medlemmerne, se også Facebook.

Vil du gerne høre nærmere om mulighederne, så kontakt Michael, som er kontoransvarlig for Idebutikken via mail: idebutikken@fo-aarhus.dk

 

 

Intet fremmer den produktive kreativitet som et godt arbejdsmiljø... Det at have et fast sted at sidde, omgivet af andre der også arbejder, giver en utrolig energi.

Bjørn A. Bojesen, Idébutikken

Historien

Tanken bag Idébutikken er hentet i Londons gader, hvor en Idea Store i bydelen Tower Hamlets danner rammen om kulturelle, formidlende og idérige tiltag i folkeoplysningens tegn. Her mødes man på tværs af alder og baggrund i lokaler, der huser både bibliotek, café, foredrag og arbejdsområder. Og her opstår idéen om en idé- og netværksbutik i FO-regi.

Med inspiration fra den i London skal vores idébutik også understøtte en demokratisk tilgang til viden og læring, og netop derfor er der adgang for alle typer gode idéer. Det er et upartisk arbejdsrum, hvor man kan mødes hen over grænserne af eksisterende relationer for at skabe nyt - nye idéer, nye netværk, nye udviklingsmuligheder. Det er FO-Aarhus, der har skabt Idébutikken og stillet lokaler til rådighed, og det er gjort netop for at styrke rummet for de kreative idéer i Aarhus. Derfor skal der også være plads til både studerende, ansatte, ledige og små iværksættere. Her ligger også grunden til den særligt billige pris for leje af kontorplads: alle skal kunne være med. Alle, som søger nye rammer til deres idéer; alle, som er innovative og skabende.

Idébutikkens formål er at give Aarhus' borgere et sted at arbejde med egne eller andres idéer. Det er et åbent og fleksibelt rum, som hele tiden afspejler de brugere, der kommer her. Her kan være kontorpladser, små åbne værksteder eller events, og så kan Idébutikken selvfølgelig lånes til debatskabende arrangementer (udstillinger, foredrag, workshops mm.). Med Idébutikkens placering og indretning er der rig mulighed for udstilling af egne produkter eller varer, og adressen ligger så centralt, at det er det oplagte mødested.

Læs mere om idégrundlaget for Idébutikken i vores artikler.

 

I samarbejde med FO-Aarhus