Uge 35-36: 26. aug. - 4. sept. (i Festugen)

Overordnet om tres mundos

Tres mundos er en organisation bestående af tre unge mennesker med en passion for at gøre en forskel og øge livskvaliteten for den lokale befolkning i Peru, med hovedfokus på gadebørn. Tres mundos er en frivillig organisation, som bliver drevet på et grundlag af engagement, vilje og personlige ambitioner om at hjælpe og gøre en forskel. Der er således ingen udgifter til løn eller lignende, da alle involverede er frivillige med et ønske om at hjælpe.

Ideen bag tres mundos er at bringe glæde og små forbedringer, der skal hjælpe med til at gøre hverdagen lettere. Tres mundos er ikke en nødhjælps organisation, som går ind og dækker specifikke krisesituationer. Derimod er det en organisation der arbejder på langt sigt, og har til formål at hjælpe et specifikt geografisk område, hvor indsatsen optrappes løbende.

Specifikt udmønter det sig i at indgå i et samarbejde med den lokale befolkning, samt inddragelse af de lokale ressourcer. Dette bevirker, at det vi kan bidrage med har den størst mulige effekt, idet vores bidrag dækker de behov der både er presserende nu og her, men som også på sigt vil medføre en øget livskvalitet.

Aktiviteter i Idebutikken

Det overordnede formål er at fortælle om vores organisation tres mundos, de projekter vi har nu og især de projekter vi har fremadrettet med etableringen af et værested/børnehjem og efterfølgende skoleaktiviteter og kreative projekter.

Selve idébutikken inddeler vi i 3 zoner. Der bliver et museumshjørne, med en "tour de tres mundos", hvor vi har lavet plakater med billeder og tekst - hvor man kan gå fra plakat til plakat og på den måde få et indblik i hvem vi er, hvad vi arbejder med osv.

Derudover bliver der et lounge område, hvor man kan se videoer fra de forskellige projekter, samt en præsentationsvideo. Der kan man også se billeder af børnene og fra vores projekter, og man kan læse generel info om peru, samt læse i vores brochure, og se vores postkort. Der vil her være mulighed for at sidde afslappet og snakke om os og vores projekter, gadebørn og fattiges vilkår generelt etc. Der vil være mulighed for en kop kaffe, småkager og et lille glas vin. Vi håber at der i lounge området vil komme nogle gode diskussioner og snakke, både med os og indbyrdes mellem de besøgende.

Tredje del er nogle borde, hvor Anders og jeg står og fortæller mere indgående om projektet, hvis man er interesseret i at støtte vores organisation, rejse som volontør eller lignende.

E-mail: contact@tres-mundos.com | Web: www.tres-mundos.com
Tres mundos | Sølystgade 52,4 | 8000 Aarhus C | Denmark
Tel Henrik: +45 20 86 92 82 | Tel Anders: +45 24 41 74 31